Nyhedsbrev juni 2021

  • Af LøkkeFonden

Kære læser,

Sommeren er over os, og vi nærmer os to højdepunkter for året. Snart går startskuddet nemlig for vores signaturprojekter, DrengeAkademiet og LøkkeFondens Challenge.

Læs mere om dette og alt det andet, som beskæftiger LøkkeFonden, nedenfor.

Rigtig god læselyst.


LøkkeFondens Challenge

I næste uge går det løs, når endnu en flok Challengedrenge begiver sig ud på fem udfordrende men oplevelsesrige dage, som de sjældent vil glemme. De skal tilbagelægge 500 km på blot 5 dage.

LøkkeFondens Challenge starter onsdag d. 23. juni i Odense, hvorfra vi cykler mod vest til Kolding. Herefter cykler vi mod nord, forbi Vejle, til Juelsminde og videre til Aarhus. Herfra tager vi mod øst forbi Rørvig, Holbæk og Jørlunde, for til sidst at cykle over målstregen hos dk4 på Nørrebro i København søndag d. 27. juni.

Igen i år har projektet været påvirket af Covid-19, som har gjort træningsforholdene en smule mere udfordrende for vores drenge. Samtidig har det været det vådeste, koldeste og mest solfattige forår i mands minde, men drengene har kæmpet sig igennem den hårde træningsperiode og er nu ved at være klar til turen. De sidste måneder har budt på sved, tårer og latter. Der er blevet skabt nye venskaber, og mange af drengene har allerede nu stiftet bekendtskab med evner og potentialer, som de ikke var klar over, at de havde. De mange seje drenge glæder sig til den store tur rundt i Danmark, men er også spændte på det, der venter dem – både det kendte og det ukendte.

Forud venter fem hårde men sjove dage for drengene, deres voksenteams samt de sponsorer og samarbejdspartnere, som er med på turen. Det bliver en oplevelse, som drengene vil huske – specielt i en tid som denne, hvor det at blive en del af et fællesskab i endnu større grad kan være en udfordring.


Dk4 dokumentar om LøkkeFondens Challenge

LøkkeFondens Challenge så første gang dagens lys i 2014, hvor knap 25 drenge fra Københavnerområdet blev stillet over for en udfordring: At cykle 500 km på 5 dage. 
Siden da er projektet blevet udbredt til flere byer og i 2021 er LøkkeFondens Challenge repræsenteret i København, Jyderup, Odense, Kolding, Haderslev og Vejle.
 
I år laver tv-stationen, dk4, og Bubber en dokumentarfilm om projektet. Bubber har siden marts fulgt drengene på tæt hold for at dokumentere den læringsrejse, som drengene er på sammen. Dette vil Bubber og filmholdet fortsat gøre, når drengene cykler turen rundt i Danmark fra d. 23.-27. juni.
 
Dokumentaren om LøkkeFondens Challenge vil blive sendt på dk4 til efteråret, og det glæder vi os til.

Bubber og filmholdet bag dk4 dokumentaren om LøkkeFondens Challenge.
Foto: Privat.

DrengeAkademiet 2021

100 drenge fra hele landet mødtes for første gang på DrengeAkademiets introcamp d. 12.-13. juni på Metalskolen i Jørlunde. Det var en spændingsforløsende oplevelse for alle, idet drengene her fik sat ansigt på deres nye holdkammerater og de lærerkræfter, der skal følge dem på deres læringsrejse i sommerferien og det efterfølgende skoleår i mentorordningen.
 
Trods sommerfugle i maven var humøret hos drengene højt. De leverede hele weekenden igennem en indsats i absolut særklasse, og navnlig lørdag, som krævede stor koncentration og fokus hos drengene, da de blev testet i fagene: læsning, skrivning og matematik. 
 
Vi har arbejdet længe på at planlægge det bedste akademi for drengene, og vi glæder os meget til, at vi mødes igen på hovedcampen på Flakkebjerg Efterskole i uge 26 og 27. I løbet af de to uger kommer drengene til at arbejde intensivt med dansk og matematik – og ikke mindst LøkkeFondens 7 karaktertræk: Selvkontrol, engagement, vedholdenhed, social intelligens, taknemmelighed, optimisme og nysgerrighed.
 
Fælles for drengene er, at de har brug for mestringsoplevelser både fagligt, personligt og socialt, så de styrkes i troen på dem selv og muligheden for at skabe sig en god fremtid.
 
Det hårde arbejde fortsætter i skoleåret 21/22, når drengene fra august til juni mødes fast to gange om måneden i ét af vores syv lokale mentorcentre. Her støttes de fortsat i at dygtiggøre sig samt fastholde en posi­tiv selv­fortæl­ling frem mod fol­kesko­lens af­slutning.

DrengeAkademiets introcamp, d. 12.-13. juni 2021. Foto: Privat.

LifeSkills 2020/2021

På LINIE10, Tre Falke Skolen, Gentofte Ungdomsskole er eleverne i LifeSkills-klasserne godt i gang med de mundtlige prøver, og de begynder så småt at glæde sig til dimission. Eleverne har søgt ind på ungdomsuddannelser og afventer nu svar på, hvad de skal det kommende skoleår.
 
Holdet omkring LifeSkills slipper dem dog ikke helt endnu. Erhvervsmentorerne vil fortsat være der for de unge det næste halve år og hjælpe dem med at komme godt i gang med deres ungdomsuddannelse.
 
Et væsentligt mål fra projektets start har været at kapacitetsopbygge medarbejdere lokalt på skolerne, så læringsmetoderne tilknyttet LifeSkills kan leve videre i kulturen efter projektindsatsens ophør.

Efter to gode års samarbejde mellem LøkkeFonden og LINIE10 i Høje Taastrup Kommune, er LINIE10 nu klar til at løfte opgaven selv. Planen for det kommende skoleår er således, at LINIE10 kører videre selvstændigt med henblik på fortsat at sikre den blivende værdi af indsatsen.


LøkkeFondens Erhvervsnetværk

Tidligere i år lancerede LøkkeFonden sit nye erhvervsnetværk. Netværket er tiltænkt dem, som, udover at have et erhvervsorienteret og personligt motiv, også ønsker at tage et samfundsansvar ved at gøre en forskel for drenge på kanten.
 
15 interessante profiler fra dansk erhvervsliv har allerede meldt sig ind i netværket og afholdt deres første møde, hvor de kunne opleve indlæg fra både Lars Løkke Rasmussen og POWERs direktør, Jesper Boysen.

Lars Løkke Rasmussen fortalte om, hvordan erhvervslivet kan hjælpe de unge videre – både for de unges skyld, men også for erhvervslivets og samfundets skyld. Jesper Boysen tog os med på sin personlige rejse fra at have været Danmarks yngste købmand til direktør i en stor fremadstormende virksomhed med knap 1000 ansatte.
 
I løbet af år 2021 vil LøkkeFondens Erhvervsnetværk afvikle yderligere to netværksarrangementer med inspirerende oplægsholdere.
 
Det næste møde finder sted d. 20. september, hvor netværksmedlemmerne vil opleve politisk kommentator på TV2 NEWS, Søs Marie Serup, give et bud på, hvor erhvervslivet er i den politiske debat. Søs vil ligeledes tale om vigtigheden af direktørens performance.

Ønsker du at blive medlem af LøkkeFondens Erhvervsnetværk?

Første netværksmøde for LøkkeFondens Erhvervsnetværk, d. 25. maj.
Foto: Privat.

“Nyt” ansigt i LøkkeFonden

I LøkkeFonden har vi travlt og involverer os i mange relevante projekter. Visionen er stadig at udbrede LøkkeFondens læringsmetoder til gavn for børn og unge i hele Danmark. Det betyder, at vi i fremtiden får brug for ekstra hænder i sekretariatet, og derfor er det en stor glæde at kunne fortælle, at tidligere praktikant og projektmedarbejder, Kitt Holstebro, tiltræder som nyansat i LøkkeFonden med tilknytning til bl.a. LifeSkills og DrengeAkademiet.
 
Vi glæder os meget til de kommende uger med projektafvikling og til at give mere end 140 drenge fra hele landet en god og meningsfuld sommer med positive fællesskaber og personlige sejre.

LøkkeFondens sekretariat; Peter, Benjamin, Laura, Line, Kitt, Kristian og Frederik. Foto: Privat.

Følg vores arbejde på de sociale medier

Ønsker du at følge med i LøkkeFondens arbejde, så følg os på FacebookLinkedIn og Instagram (under navnet loekkefonden.dk).


Støt os og gør en forskel

Har du lyst til at støtte LøkkeFondens almennyttige arbejde og drengenes kamp? Her på hjemmesiden kan du give et engangsbeløb eller blive fast månedlig bidragsyder. Alle donationer har betydning, og vi sætter stor pris på hver enkelt krone, vi får doneret.

Sammen kan vi gøre en forskel og bringe drenge på kanten tilbage ind i fællesskabet.


De bedste hilsner,

Team LøkkeFonden
Benjamin, Kitt, Kristian, Line, Laura, Peter og Frederik.