Nyhedsbrev februar 2021

  • Af LøkkeFonden

Kære læser,

År 2021 er skudt i gang. Vi bevæger os mod lysere tider og muligheden for at kunne vende tilbage til den hverdag, som vi kender, ser ud til at være inden for rækkevidde. Dog er vi alle fortsat påvirket af den verdensomspændende pandemi, og specielt de alt for mange udfordrede børn og unge rundt omkring i landet kæmper ekstra hårdt i denne tid.

I LøkkeFonden arbejder vi løbende på at justere og finde nye gode løsninger for vores igangværende projekter, der naturligvis er påvirket af myndighedernes restriktioner. Samtidig er vi for øjeblikket i fuld gang med forberedelserne til kommende projekter for 2021, heriblandt DrengeAkademietog LøkkeFondens Challenge. Og vi glæder os selvsagt til at disse løber af stablen.

Læs mere om dette og meget mere nedenfor.

Rigtig god læselyst!


DrengeAkademiet 2021

LøkkeFonden har lige nu åbent for ansøgninger til DrengeAkademiet 2021, som finder sted i sommerferien (uge 26 og 27).

På DrengeAkademiet tilbyder vi 100 drenge fra hele landet en ny start, hvor de kan få vendt negative skoleople­velser og et ne­gativt selvbillede til det bedre. Her bliver de en del af et meningsfuldt fællesskab med ligesindede og får faglige, personlige og sociale mestringsoplevelser, der styrker dem på deres vej mod en ungdomsuddannelse.

Har du en dreng, der går i 7. eller 8. klasse, og som er kommet bagefter i fagene dansk og matematik? Så er det nu, han har muligheden for at ændre på dette.

Klik på knappen nedenfor og læs mere om DrengeAkademiet, samt hvordan I søger om en gratis plads. Fristen er d. 21. marts 2021.

I den igangværende mentorordning for DrengeAkademiet 2020 mødes drengene fortsat to gange månedligt. Møderne har siden november været digitale. Her har drengene både mulighed for at snakke om de ting, som er svære, ligesom de også har mulighed for at få hjælp til lektierne. På trods af at vi ikke kan mødes fysisk med drengene, viser det flotte digitale fremmøde, at mentorcentrene har en stor betydning for drengene, og alle – både drenge og mentorer – glæder sig til igen at kunne mødes fysisk ude i de lokale mentorcentre.


LøkkeFondens Challenge 2021

For 8. år i træk er det LøkkeFondens ambition endnu engang at hjælpe udfordrede drenge i alderen 16-25 år med at opnå større tro på eget værd og potentiale. Gennem en unik kombination af cykling og mentaltræning af syv personlige karaktertræk, skal drengene træne op til at cykle Dan­mark rundt – 500 km på bare fem dage.

I øjeblikket arbejdes der på højtryk rundt omkring i forskellige byer af Danmark for at finde de drenge, som skal deltage i dette års Challenge. Hvis alt går efter planen, vil drengene til april kunne hoppe på racercyklerne og begynde tre måneders intensiv landevejstræning frem mod den store Challengetur i slutningen af juni.

Vi glæder os enormt meget til at møde alle de nye drenge.


LifeSkills 2021

LifeSkills blev i skoleåret 20/21 implementeret i yderligere to kommuner, så der nu både er LifeSkills-klasser i Gentofte, Høje Taastrup og på Frederiksberg. LifeSkills-klasserne har siden december modtaget nødundervisning. Her arbejdes der videre med både faglighed, de 7 karaktertræk og mindset. Herudover arbejder eleverne på deres uddannelsesplan, så de er klar til at søge ind på de ungdomsuddannelser, der passer dem.


Debatindlæg i Politiken Skoleliv

Debatten angående drenges udfordringer i skolen er meget aktuel for tiden. Der har været øget fokus på problematikken i diverse medier samt flere debatindlæg vedrørende emnet. 

I LøkkeFonden vil vi gerne være med i debatten, hvorfor vi medio januar skrev dette indlæg i Politiken Skoleliv.

Vi opfordrer til, at vi bruger mindre tid på at diskutere om problemet eksisterer – for det gør det – og i stedet bruger mere tid på handling, da behovet er enormt. Vi foreslår bl.a., at der sammensættes en gruppe af eksperter på området, som kan komme med anbefalinger i forhold til, hvordan drengenes udfordringer tackles. Og LøkkeFonden deltager selvfølgelig gerne.


Følg vores arbejde på de sociale medier

Ønsker du at følge med i LøkkeFondens arbejde, så følg os på FacebookLinkedIn og Instagram (under navnet loekkefonden.dk).

I denne tid har vi fokus på LøkkeFondens 7 karaktertræk og på at dele gode råd, tips og tricks, der kan gøre hverdagen lidt nemmere.

Du kan bl.a. få indblik i, hvordan LøkkeFondens egne medarbejdere ser på de 7 karaktertræk og se filmklip, hvor LøkkeFondens stifter, Lars Løkke Rasmussen, sætter ord på karaktertræk som ’selvkontrol’ og ’social intelligens’.

Du kan også læse vores søndagstips og se tilhørende filmklip, hvor bl.a. LøkkeFondens forældrevejleder, Trine Bek Gold, giver konkrete inputs til, hvordan man skaber en god struktur i hverdagen. Derudover kan du høre LøkkeFondens programleder for læring, Kristian Hulmose Nørgaard, fortælle om betydningen af søvn, herunder hvordan man kan forbedre sine søvnrutiner, samt hvordan man i øvrigt kan få mere energi i hverdagen.


Stort fundraisingarrangement i ROYAL STAGE torsdag d. 10. juni

Covid-19 er som nævnt stadig over os, og intet er, som vi havde håbet. Derfor har vi desværre måtte bryde med traditionen og aflyse LøkkeFondens 9-års fødselsdag, som skulle have fundet sted d. 18. marts 2021.

I stedet planlægger vi et større fundraising-arrangement i Royal Stage Hillerød d. 10. juni 2021, der skal rejse midler til arbejdet med udfordrede drenge i Danmark,

Aftenen vil bl.a. vil byde på live musik, stand-up comedy og underholdning i særklasse, og vi håber naturligvis på stor og bred opbakning til arrangementet som ved LøkkeFondens årlige fødselsdag. 


Støt os og gør en forskel

Har du lyst til at støtte LøkkeFondens almennyttige arbejde og drengenes kamp? Her på hjemmesiden kan du give et engangsbeløb eller blive fast månedlig bidragsyder. Alle donationer har betydning, og vi sætter stor pris på hver enkelt krone, vi får doneret.

Sammen kan vi gøre en forskel og bringe drenge på kanten tilbage ind i fællesskabet.


De bedste hilsner,

Team LøkkeFonden
Benjamin, Kristian, Line, Laura, Peter og Frederik.