Covid-19 og status fra LøkkeFonden

  • Af LøkkeFonden

DrengeAkademiet 2019

Drengene fra DrengeAkademiet 2019 har været tilknyttet et mentorcenter, hvor de har mødtes 2 gange om måneden. Målsætningen med disse mentorcentre er at fastholde et meningsfuldt socialt fællesskab for drengene samt at klargøre dem til en ungdomsuddannelse. Siden midt marts har vi gradvist og med succes afviklet alle mentorcentermøder digitalt. Samtidig har vi bibeholdt den løbende telefoniske/digitale kontakt med drengene, der fortsat tilbydes online lektiehjælp flere gange ugentligt. Derudover tilbyder vi forældrene livesessions med vores forældrevejleder på Facebook. På den måde kan vi i denne svære tid være med til at give gode råd og tips til, hvordan de og deres teenagere kan tackle de udfordringer, som de står i.

Vi ved, at behovet for støtte i denne tid stort for netop denne målgruppe. Og selvom afviklingen af vores mentorprogram ikke blev som først planlagt, håber vi, at vi med ovenstående initiativer kan understøtte drengene og deres familier ved at skabe lidt fornuftig og brugbar vejledning i denne svære og uvante tid.


DrengeAkademiet 2020

Hvad angår DrengeAkademiet 2020 ser vi stadigvæk situationen an. Vi planlægger stadigvæk at afvikle, men selvfølgelig kun hvis det på det pågældende tidspunkt er inden for sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Alle ansøgere får svar vedr. optagelse i uge 17. I den sammenhæng vil vi gøre de optagede drenge og forældre opmærksomme på de forbehold, vi må tage grundet Covid-19-situationen.


LøkkeFondens Challenge 2020

D. 1. marts startede de 100 drenge, som deltager i LøkkeFondens Challenge 2020, deres træning op i lokale spinningcentre i otte forskellige byer rundt om i landet. En træning som vi satte på standby efter regeringen og sundhedsmyndighedernes udmelding d. 11. marts. Al indendørs- og udendørstræning har siden da været sat i bero, og er det fortsat til og med 10. maj.

I bero-perioden har projektets drenge-ansvarlige løbende været i dialog med drengene igennem Facebookgrupper og via telefonen. Dette for at holde drengene orienterede om situationen og ligeledes for at holde dem motiverede for deltagelse i projektet.

De, indtil nu, to måneders udskudte træning betyder, at vi har været nødsaget til at ændre planen for afvikling af projektets Challengeløb, hvor drengene over 5 dage skal cykle 500 km igennem Danmark. Planen er dog fortsat at afvikle LøkkeFondens Challenge i 2020 – men på grund af den nuværende situation bliver det et anderledes Challenge, som vi sammen med vores mange drenge-ansvarlige skal eksekvere, og hvor vi naturligvis vil overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger.


Følg vores arbejde på de sociale medier

Ønsker du at følge med i LøkkeFondens daglige arbejde kan du følge os FacebookLinkedIn og Instagram (under navnet loekkefonden.dk).


Støt os og gør en forskel

Har du lyst til at støtte LøkkeFondens almennyttige arbejde og drengenes kamp? Her på hjemmesiden kan du give et engangsbeløb eller blive fast månedlig bidragsyder. Alle donationer har betydning, og vi sætter stor pris på hver enkelt krone, vi får doneret.