Nyhedsbrev juni 2022
Kære læser,
Tempoet er højt i LøkkeFonden for tiden, og det er med god grund. Lige om lidt afvikler vi vores to signaturprojekter; LøkkeFondens Challenge og DrengeAkademiet.
Vi glæder os til at give udfordrede drenge fra hele landet en god og meningsfuld sommer med personlige sejre og positive fællesskaber.
Læs mere om projekterne nedenfor samt om LøkkeFondens nyligt tiltrådte direktør, bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlem.
Rigtig god læselyst.
Snart lyder startskuddet til LøkkeFondens Challenge 2022
De sidste detaljer og forberedelser til LøkkeFondens Challenge er på plads, og snart vil en stor flok seje drenge begive sig ud på én af de største udfordringer hidtil i deres liv. De skal nemlig cykle 500 km på bare fem dage. En oplevelse, som skal give dem større tro på eget værd og potentiale.
Drengene har trænet benhårdt siden marts på at blive fysisk og mentalt klar til turen. Og det har i den grad krævet både mod, optimisme og nysgerrighed at nå dertil, hvor drengene er nu, set i lyset af de mange nye forpligtelser og ukendte faktorer, der har fulgt med. Der er blevet grædt, grint og svedt en masse, og vi er enormt stolte af de store skridt, drengene allerede har taget, og den udvikling, vi ser hos dem alle.
Startskuddet til etapeløbet lyder onsdag d. 15. juni, hvor feltet har fælles afgang fra Odense. Første destination er Kolding og herefter Als. Fra Als fortsætter turen til Nyborg og derfra videre til Rørvig. Efter Rørvig sætter de kurs mod Jørlunde for til sidst at cykle mod slutdestinationen, København, og over målstregen hos dk4.
Drengene glæder sig og er spændte på samme tid. Spændte på det, der venter – det kendte og det ukendte. Når de rammer landevejen, bliver fysik og viljestyrke for alvor sat på prøve. Heldigvis er drengene ikke alene. De har hinanden og fællesskabet hele vejen og kan finde ubetinget støtte og opbakning hos de mange passionerede voksne, der er tilknyttet projektet.
Vi glæder os til at følge drengene på deres tur gennem det danske landskab – i medvind og modvind – i solskin og regn – op ad bakke og ned ad bakke. Snart vil drengene opdage, at de kan meget mere, end de selv tror.
I morgen kickstartes DrengeAkademiet 2022
Ventetiden er snart ovre. Denne weekend møder 100 spændte 7. og 8. klasses drenge fra hele landet op på Metalskolen Jørlunde, som igen i år danner ramme om DrengeAkademiets introcamp. Introcampen er drengenes første møde med hinanden og de 25 voksne, der skal følge dem i tykt og tyndt på deres faglige, personlige og sociale læringsrejse. Samtidig er introcampen en god mulighed for drengene at blive klogere på forløbet – og hvad der forventes af dem.
Vi har arbejdet i flere måneder på at klargøre det bedste akademi for drengene. For tre uger siden var DrengeAkademiets staff samlet for at lægge sidste hånd på campprogrammet samt undervisningen i læsning, skrivning og matematik.
Vi glæder os til at præsentere drengene for vores læringsunivers, der i år som noget nyt bl.a. byder på videobaseret matematik med visuelle og mere levende matematikopgaver i form af quizzer og escape rooms.
Mest af alt glæder vi os til at give drengene en uforglemmelig tid på Flakkebjerg Efterskole, når det hele går løs i uge 26 og 27 på DrengeAkademiets hovedcamp. Målet er at give drengene et hav af personlige og sociale succesoplevelser og dermed masser af gode grunde til at tro på dem selv. Ingen kan alt – alle kan noget.
73 ud af 73 forældre vil anbefale DrengeAkademiet til andre
For at få indblik i drengenes udbytte af DrengeAkademiet og det efterfølgende gruppementorforløb har vi lavet en rundspørge blandt de forældre, hvis drenge deltog i DrengeAkademiet eller DrengeCampen i 2021.
Nedenfor ses nogle af de mange positive tilbagemeldinger, vi har modtaget fra drengenes forældre. Vi bliver glade helt inde i hjertet, når vi ser og hører, at det, vi gør, har værdi for drengene – også på længere sigt.
”Det har gjort en verden til forskel for min dreng! Han har udviklet sig så meget, både på campen, men også efterfølgende. Det er vildt sådan en forandring, han har taget. Han kommer hjem med glade øjne og fortæller om skolen, og at han er med i undervisningen. Lærerne fortæller om en dreng, som stortrives i skolen, og som har fundet modet/viljen til at ville lære noget. Han fortæller om, at han vil gøre det godt og vil have en god uddannelse. Kommer hjem og er stolt over egen præstation og fremviser fine karakterer. Han er så sej. Men det var ikke sket, hvis ikke han havde villet det, og han gik ind i det med åbent sind og var modtagelig. Det betyder meget – og så selvfølgeligt at Drengeakademiet var en mulighed. Hvor gør I det godt. Mange, mange tak for hjælpen. I gør virkelig en forskel!”
Mor til dreng fra DrengeAkademiet 2021
”Vores dreng er blevet meget bevidst om sin egen kunnen og tror på, at det han ikke kan endnu, det kan han lære. Han er vokset en kilometer efter drengeakademiet og ville gerne afsted igen hvis han kunne.”
Mor til dreng fra DrengeAkademiet 2021
”Vi er taknemmelige for det, I har puttet i drengenes rygsække på både camp og mentorforløbet og ser positive på drengenes forsatte udvikling og uddannelse. Som forældre har mentorforløbet været en god oplevelse og specielt det første år (20/21), har været en øjenåbner, hvor dialogen og de andre forældres historier/erfaringer har været med til at gøre mig til en bedre mor ved at sænke mine skuldre, trykket på pytknappen lidt oftere samt generelt ved at øge min taknemmelighed over det, jeg har, både ift. skole, lærer, myndigheder og i særdeleshed mine fantastiske to drenge. TAK for nu, jeg har ikke flere drenge at sende jeres vej, men jeg holder mig sjældent tilbage, fra at rose/fremhæve DA til dem, jeg møder på min vej.”
Mor til to drenge fra DrengeAkademiet 2020 og 2021
Tak til de 73 forældre, der tog sig tid til at besvare spørgeskemaet vedrørende vores læringscamps. Vi fik masser af brugbar feedback, som kan være med til at kvalificere vores arbejde i fremtiden.
Ny direktør, bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlem i LøkkeFonden
Den 1. juni tiltrådte Kristian Hulmose Nørgaard som ny direktør i LøkkeFonden. Kristian har været tilknyttet fonden siden 2015 og har de sidste tre år haft det overordnede faglige ansvar og med stor succes optimeret fondens faglige projekter samt implementeret adskillige virkningsfulde tiltag, vi i den seneste forskning kan se de positive resultater af.
Direktørskiftet sker, fordi Frederik Meyer efter fem år på posten har valgt at søge nye udfordringer. Med stor tak for en kæmpe indsats ønsker vi ham god vind på hans videre færd som direktør i Hellerup Idræts Klub.
De seneste år er LøkkeFondens aktiviteter blevet øget markant, og der er gennemført adskillige tiltag, der har professionaliseret fondens arbejde, herunder kommunikation og økonomi. Samtidig har fonden sikret forskningsmæssig dokumentation af de langsigtede effekter af dens projekter – både DrengeAkademiet, LøkkeFondens Challenge og LifeSkills. Og der er skabt et meningsfuldt og passioneret arbejdsmiljø for unge karriere-mindede/talentfulde fagfolk med et tværfunktionelt fokus.
10 år gammel er LøkkeFonden og derfor godt rustet til at tage hul på 10 nye år, hvor der skal flyttes endnu flere unge fra kanten af samfundet ind i fællesskabet. I fondens bestyrelse har Sólrun Løkke Rasmussen valgt at bruge denne milepæl til at takke af som formand. Ny formand bliver tidligere bestyrelsesformand og LøkkeFondens stifter, Lars Løkke Rasmussen.
Dertil indtræder Mickey Maymann som bestyrelsesmedlem i LøkkeFonden. Mickey Maymann kommer med årelang erfaring som tidligere administrerende direktør og CEO i Adecco Danmark, hvor han siden 2017 har arbejdet tæt sammen med LøkkeFonden.
Tak for jeres fortsatte støtte og opbakning.
Følg vores arbejde på de sociale medier
Ønsker du at følge med i LøkkeFondens arbejde, så find os på Facebook, LinkedIn og Instagram (under navnet loekkefonden.dk)
Gør en forskel og giv et bidrag
Alt for mange unge drenge havner i dag på kanten af samfundet og mister lysten til at gribe ud efter samfundets muligheder.
Har du lyst til at støtte LøkkeFondens almennyttige arbejde og drengenes kamp? Her på hjemmesiden kan du give et engangsbeløb eller blive fast månedlig bidragsyder. Alle donationer har betydning, og vi sætter stor pris på hver enkelt krone, vi får doneret.
Sammen kan vi gøre en forskel og bringe drenge på kanten tilbage ind i fællesskabet.
De bedste hilsner,
Team LøkkeFonden
Sofie, Kitt, Benjamin, Laura, Line, Peter og Kristian.