Nyhedsbrev juni 2019
Så er LøkkeFonden klar til den danske sommer. Og det er de mange spændte drenge, der deltager i vores projekter, også.
I dette nyhedsbrev kan du læse om vores to signaturprojekter – DrengeAkademiet og LøkkeFondens Challenge – som begge starter nu på mandag den 1. juli, og hvor mange modige drenge er involverede.
Rigtig god fornøjelse!
DrengeAkademiet 2019
Så er vi klar til dette års DrengeAkademi. Igen i år har der været rift om pladserne – og for de 104 heldige drenge, der blev optaget, venter der nu 14 udfordrende, lærerige og ikke mindst sjove dage på Flakkebjerg Efterskole.
Fælles for drengene er, at de alle har faglige efterslæb i dansk og matematik, samt mod på at bruge to uger af deres sommerferie på at dygtiggøre og udvikle sig.
I starten af juni deltog drengene på DrengeAkademiets introcamp. Her mødte de hinanden for første gang samtidig med, at de blev klogere på, hvad de kan forvente af forløbet – og ikke mindst, hvad der forventes af dem.
Vi har arbejdet det meste af året på at planlægge det bedste akademi for drengene nogensinde. Vi har rekrutteret stærke engagerede lærerkræfter fra hele landet. I alt 25 voksne har været med til at sammensætte og finpudse et spændende, varieret akademiprogram, som de glæder sig til at præsentere for drengene.
På DrengeAkademiet kommer drengene især til at arbejde i fagene læsning, skrivning og matematik. Det faglige underbygges af et personligt og socialt spor, hvor fokus er på betydningen af at have en stærk karaktér. Det handler bl.a. om evnen til at forfølge sine mål, gøre sig umage, udvise nysgerrighed og til at kæmpe videre, når noget er svært.
Drengene kommer til at arbejde intenst med LøkkeFondens 7 karaktertræk: Selvkontrol, engagement, vedholdenhed, social intelligens, taknemmelighed, optimisme og nysgerrighed. De bliver medskabere af en kultur, hvor de inddrages i læringsprocesserne, og hvor fokus er på fællesskabet og det at være en del af noget større.
Når akademiet slutter d. 14. juli trænger drengene til velfortjent ferie. Og det får de. Drengenes personlige læringsrejse er dog blot lige begyndt.
Vi møder dem igen i Tivoli til ”Drengenes Dag” i slutningen af august, hvorefter de starter på det obligatoriske mentorprogram, som forløber i skoleåret 2019/2020. Her mødes de to gange om måneden i deres lokale mentorcenter for at genbesøge sommerens fællesskab, besøge virksomheder, få hjælp til lektier og en hyggelig snak om stort og småt i hverdagen.
Challenge 2019
I januar takkede 80 unge drenge ja til at deltage i LøkkeFondens Challenge. En ”Challenge” som ikke bare er et hårdt fysisk træningsforløb, men også er et personligt udviklingsforløb, der strækker sig over 10 måneder.
Drengene takkede ja til at deltage i et projekt, som for de fleste bød på en masse ukendte faktorer: Træning på en spinningcykel, stramtsiddende cykeltøj med pude i buksen, fastlåste sko på en landevejscykel og ikke mindst bekendtskabet med LøkkeFondens 7 karaktertræk.
I månederne marts, april, maj og juni har drengene trænet både fysik og mentalitet for at blive klar til årets tur på de 500 km rundt i det danske land på blot fem dage. En oplevelse som skal give dem en øget tro på eget værd og potentiale.
Drengene har trænet og kæmpet hårdt for at blive klar til turen. Der er blevet grædt, grint og svedt en masse. Nogle træninger har været hårdere end andre, og drengene har kæmpet på hver deres måde. Der er blevet skabt nye venskaber, og mange af drengene har allerede nu stiftet bekendtskab med evner og potentialer, som de ikke var klar over, at de havde.
53 håbefulde drenge er nu klar til start på mandag d. 1. juli, og det er nu, at den fire måneder lange træningsperiode skal belønne sig. De glæder sig og er spændte på samme tid. Spændte på det, der venter – det kendte og det ukendte. I LøkkeFonden er vi stolte af de ”store skridt”, som drengene allerede har taget, og den enorme udvikling, som vi ser hos dem alle.
Turen går fra kyst til kyst igennem det smukke danske landskab. Vi starter ved Bilka i Esbjerg, hvorefter vi kører til Kolding, Sønderborg, Nyborg og Værløse for til sidst at slutte af d. 5. juli ved Bella Centeret i København med taler og diplomoverrækkelse.
Efter at Challenge-drengene har holdt deres velfortjente sommerferie mødes vi igen i efteråret. Første gang i Tivoli til ”Drengenes Dag”. Derefter mødes vi med drengene i september og oktober for at genopfriske minder fra sommeren, besøge virksomheder, og få en snak om fremtiden, og hvad den kunne byde på af spændende muligheder i forhold til både job og uddannelse.
Tak
Der skal lyde en stor tak til alle samarbejdspartnere, sponsorer og bidragsydere. Uden denne opbakning var det ikke muligt at afholde hverken Drengeakademiet eller Challenge. Vi er meget taknemmelige for al den støtte, vi får.
Endvidere skal der lyde en stor tak til de stærkt dedikerede voksenteams rundt omkring alle vores drenge på både Drengeakademiet og Challenge. Det er ildsjæle, som lægger mange kræfter i projekterne og drengenes trivsel. Deres indsats er altafgørende – ikke kun for projekternes gennemførsel, men også for den enkelte dreng, som deltager. Det er deres fortjeneste, at vi igen i år kan sende challenge-drengene ud på deres store tur rundt i landet, og at vi igen i år kan have positive forventninger til drengenes udvikling på drengeakademiet. Tak.
Sammen hjælper vi udfordrede unge drenge på kanten tilbage ind i fællesskabet.
Støt drenge på kanten ved at give dit bidrag
Har du lyst til at støtte fondens almennyttige arbejde og drengenes kamp, kan du gå ind på vores hjemmeside og give et engangsbeløb eller blive fast månedlig bidragsyder. Alle donationer har betydning, og vi sætter stor pris på hver enkelt krone, vi får doneret.
Sammen kan vi gøre en forskel og bringe drenge på kanten ind i fællesskabet.
Følg vores arbejde på Facebook og Instagram
Ønsker du at følge med i LøkkeFondens daglige arbejde kan du følge os på Facebook og på vores Instagram profil under navnet loekkefonden.dk.
I håbet om, at I alle får en dejlig sommer,
Benjamin, Kristian, Lasse, Line, Trine, Laura, Karen og Frederik.