Nyhedsbrev juli 2023

  • By LøkkeFonden

Kære læser,

I juni måned har vi haft fokus på endelig igangsætning af vores signaturprojekt; DrengeAkademiet. Sideløbende har vi haft kontakt med en række skoler og kommuner, som gerne vil samarbejde med os. En stor fornøjelse da en af vores hovedvisioner er at udbrede vores forskningsinspirerede læringskoncept og -metoder.

Nedenfor kan du læse mere om DrengeAkademiet samt om kommende netværksarrangementer, hvor du har mulighed for at deltage.

Rigtig god læselyst.


Lancering af LøkkeFondens nye erhvervsnetværk

Du har nu muligheden for at blive medlem af et unikt netværk, hvor du vil møde interessante oplægsholdere, der er relevante for dit daglige arbejde. Oplæggene vil give anledning til dialog og sparring på tværs af netværket, som faciliteres af First Class Networking, der har mange års erfaring med at drive netværk.

LøkkeFondens erhvervsnetværk adskiller sig på ét særligt punkt fra andre netværk. Overskuddet går til en god sag; drenge på kanten. Der afvikles 6 årlige møder med et spændende program, som altid inkluderer oplæg, dialog, networking og spisning et sted i Storkøbenhavn. Netværket er for dig, der ønsker at blive en del af et professionelt fællesskab med fokus på CSR.

Det hele starter med en lanceringsaften mandag d. 25. september kl. 17.30 på Bredgade 30, København K. Her vil LøkkeFondens stifter, Lars Løkke Rasmussen, fortælle om netværk i et strategisk perspektiv.

Hvis du ønsker at blive medlem af det nye netværk eller tilmelde dig lanceringsaftenen finder du mere information på nedenstående knap.

Hvis du deltager på lanceringsaftenen og efterfølgende melder dig ind i netværket refunderes aftenens deltagerpris.

Der er 25 pladser i netværket samt 50 pladser til lanceringsaftenen. Tilmelding efter først-til-mølle-princippet.

Ved spørgsmål kan du kontakte direktør, Kristian Nørgaard, på khn@loekkefonden.dk


DrengeAkademiet 2023 – Vi sætter slutspurten ind

Vi er nu inde i den sidste uge af DrengeAkademiet. Igen i år har vi oplevet drenge, der med krum hals og ufortrødent kaster sig ud i de mange, store udfordringer, vi tilbyder dem.

Efter en fantastisk tur ud af huset til BonBon-land i mandags er drengene nu topfokuserede på at få det bedste ud af undervisningen i fagene, læsning, skrivning og matematik.

Drengene arbejder hårdt og koncentreret og udviser samtidig stort engagement i de mange andre fysiske og sociale aktiviteter, som de præsenteres for på læringscampen.

Vi oplever drenge, der får mere selvtillid og større tro på egne evner. Der er allerede nu blevet etableret mange nye venskaber, som vi håber holder ved mange år frem.

Det er fantastisk at se drengene kæmpe sig til læring i stedet for at give op. Til drengene siger vi: ”Vi lægger hårdt ud, vi øger tempoet – og så sætter vi spurten ind.”

Nu arbejder alle på, at de sidste tre dage på DrengeAkademiet bliver lige så gode som de første 10 dage, så vi på lørdag kan sende en stor flok glade drenge hjem på velfortjent sommerferie, efter de har modtaget deres faglige diplomer, der igen i år vil blive overrakt af fondens stifter, Lars Løkke Rasmussen.

En stor tak skal der naturligvis lyde til alle de fonde og virksomheder, der gennem støtte og donationer har muliggjort afvikling af dette års DrengeAkademi.

Foto: Privat. DrengeAkademiet 2023

LøkkeFondens fødselsdag 2024 – Save the date

Først og fremmest tak til alle jer, der deltog i LøkkeFondens 11-års fødselsdag i marts og gjorde aftenen til en fantastisk aften med rigtig god stemning og højt humør.

Vi har gentager succesen til næste år, hvor datoen netop er fastlagt. Sæt derfor allerede nu et kryds i kalenderen d. 14. marts 2024, hvor vi fejrer LøkkeFondens 12-års fødselsdag med et stort velgørenhedsarrangement på Hotel Marriott i København.

Overskuddet fra fødselsdagen vil gå til LøkkeFondens samlede indsatser for udfordrede drenge i Danmark.


Gør en forskel og giv et bidrag

I LøkkeFonden hjælper vi unge drenge, der har mistet troen på eget værd og potentiale. Det er unge, som mistrives, har faglige efterslæb, føler sig ensomme, oplever mobning og/eller ikke tror, at de er gode nok, som de er.

Støt LøkkeFondens arbejde med et valgfrit beløb og hjælp os med at hjælpe drengene. En donation i dag er en vigtig investering i en ung drengs fremtid.

… eller doner nu på MobilePay nr. 638404

LøkkeFonden modtager ingen offentlige tilskud, men drives alene med opbakning og ind­samling af midler fra private, virksomheder og fonde. Vores almennyttige arbejde er således dybt afhængig af de økonomiske bidrag, vi kan få fra dig og andre, der gerne vil gøre en forskel og tage et socialt og samfundsmæssigt ansvar.

Hvis du som virksomhed ønsker at støtte LøkkeFondens arbejde, kan du læse mere om vores støttepakker her.

Vi er taknemmelige for både små og store bidrag, da alle donationer er med til at sikre, at vi fortsat kan tilbyde den nødvendige hjælp til udfordrede drenge i hele landet.


Følg vores arbejde på de sociale medier

Ønsker du at følge med i LøkkeFondens arbejde, så find os på FacebookLinkedIn og Instagram (under navnet loekkefonden.dk)


De bedste hilsner,

Team LøkkeFonden