Om os

Danmark har et drengeproblem. Dobbelt så mange drenge som piger har ikke tilstrækkelige læsefærdigheder, piger får generelt bedre karakterer i skolen og piger uddanner sig mere end drengene efter folkeskolen. Samtidig  mangler mange drenge motivation for læring og tro på sig selv.

Dette er baggrunden for, at Lars Løkke Rasmussen i 2012 stiftede LøkkeFonden med ønsket om at bringe drenge væk fra kanten og ind i fællesskabet. Fonden er uafhængig, almennyttig og med en frivillig bestyrelse.

Med opbakning fra dansk erhvervsliv, førende forskere og praktikere udvikler LøkkeFonden derfor projekter, hvor udfordrede drenge lærer at skabe resultater for sig selv. Projekternes formål vil altid være at ruste og motivere til at få en uddannelse eller et arbejde ved at genskabe motivation, lærelyst, faglighed og personlighed. LøkkeFonden skaber synlighed omkring drengeproblemet – samtidig med at den valide viden, som projekterne genererer, udbredes til skoler, kommuner og samfundet generelt.

Målet er at afprøve og dokumentere nye løsninger, der kan inspirere bredt.


Fondens formål

  • At virke til gavn for drenge på kanten ved at støtte eller gennemføre projekter og initiativer, der bryder vanetænkning og afprøver nye metoder, og motiverer drenge til at tage ansvar for at få en uddannelse, et job og gøre dem i stand til at blive aktive samfundsborgere.​​
  • At medvirke til at fremme en løsningsorienteret offentlig debat og øge vidensniveauet om udfordringerne for drenge på kanten, samtidig med at fonden bidrager til at udvikle ny viden, som kan inspirere til generelle forandringer.​
  • Fondens formål kan fremmes gennem fondens egne aktiviteter, ved at fonden yder støtte, herunder økonomisk støtte, til aktiviteter, som fremmer fondens formål, eller på andre måder efter bestyrelsens beslutning.

Målgruppe

LøkkeFondens egne projekter henvender sig til drenge i alderen 13-25 år, som har et fagligt efterslæb eller er i risikozonen for ikke at få en uddannelse eller et arbejde. LøkkeFonden møder drenge i forskellige faser af deres liv og har derfor projekter for drenge i forskellige aldersgrupper.

Vi udbreder vores læringsmetoder til kommuner og skoler på forskellig vis. Dette kan både gælde elever fra folkeskolens mellemtrin og udskoling, hvor elever i mange aldersgrupper oplever udbytte.